Af Claus Kold

Fra Månen kan man ikke se Danmark, lige meget hvor godt man kigger. Det kan man ikke, fordi Danmark er en kulturlig konstruktion, som er inde i danskernes hoveder, og som derfor ikke kan ses. Man kan heller ikke se Rusland, USA eller Indien.

Disse stater er nemlig også kun inde i hovederne på de mennesker, der tilfældigvis er født og opvokset i det, de har valgt at kalde fx Israel. Danmark er m.a.o. en tilfældighed. Det kunne lige så godt ikke eksistere, eller ligge et andet sted eller danskerne kunne tale et andet sprog, som de godt nok ville kalde dansk, men som ikke lød dansk – for os, de rigtige danskere.

Stater og statssystemer har ikke altid eksisteret, og op gennem tiden har de, der eksisterede, haft meget forskellige form. De har været religiøse, familieeje, enemandsvælder, étpartistater – i dag er det dominerende ideal territorialt afgrænsede demokratiske stater, hvor befolkningerne helt principielt skal inddrages i beslutningsprocesserne. De forskellige demokratiske stater, der udgør hovedparten af det internationale samfund i dag er dog langt fra ens, og det kan derfor være svært for staterne at forstå hinandens motiver og handlinger.

Til det tilfældige system af tilfældige stater hører lige så tilfældigt menneskeskabte systemer som politik, territorie, økonomi, sikkerheds- og forsvarspolitik, konkurrence, etc. Systemer som kunne være anderledes, men som i dag er bundet til sine egne logikker, som de er blinde for og derfor ikke sætter sig ud over. Systemer kan typisk ikke se og tænke ud over sig selv. Blindheden er farlig, for der tegner sig i stigende grad et billede af at disse tilfældige menneskelige systemer står i kviksand og kæmper med hinanden, uden at opdage at de synker dybere og dybere i, ligesom det heller ikke opdages at konflikterne ikke er nødvendige men systemskabte, kulturlige. Der er nok af globaliserede udfordringer: global opvarming, udryddelse af plante- og dyrearter, krige, terror og flygtninge.

Det statslige system, vi lever med i dag, blev til under helt andre befolkningsstørrelser, livs- og forbrugsformer, økonomier og teknologier end dem, der dominerer i dag. Overfor de globale udfordringer er disse stater på samme tid for store til hverdagens små problemer og for små til de globale udfordringer. I deres forsøg på at forholde sig til globale udfordringer, betjener politikere sig således af forældede instrumenter, og forsøgene på at forholde sig til de globale problemer falder tilbage på politikerne, der fremstår som utroværdige, som musikerne på Titanics stadig mere hældende dæk. Read More »